Udskriv siden

Introduktion

Svømmeskolens delelementer er opbygget i en hensigtsmæssig rækkefølge således, at de opgaver, der stilles til eleven, er attraktive udfordringer, der kan magtes af eleverne og dermed giver succes. Fremgangsmåden i svømmeskolen er i princippet velegnet til alle, der skal lære at svømme. Dog kan vægtningen af de enkelte elementer varieres efter alder og dygtighed, men tryghed og glæde ved vandet er fundamentet. 

Leg og glæde er også et af principperne i svømmeskolen. Det er vigtigt at bibringe elev­erne en alsidig bevægelses erfaring i vandet. At lege med tøj på i vandet er ikke kun leg, det er en erfaring, der kan være nyttig. Eleven vil genkende følelsen af at have tøj på i vandet og derved forhåbentlig kunne reagere fornuftigt, hvis uheldet er ude. 

Til instruktøren er svømmeskolen en hjælp i hverdagen, når undervisningen skal plan­lægges til næste lektion, en hjælp til at gøre det lettere at lave et varieret og spændende indhold i undervisningen. Desuden viser svømmeskolen vejen til det næste element, der kan inddrages i undervisningsforløbet. 

Instruktøren har stadig en stor opgave, i at tilpasse svømmeundervisningen til den svøm­me­hal, de er i. Her tænkes på de fysiske rammer, bassinets dybde, plads forhold, andre i samme bassin og de rekvisitter, der er til rådighed m.m. 

Når de konkrete eksempler, der er i vejledningen, er opbrugt, må instruktøren selv udvikle nye og spændende alternativer, men princippet i svømmeskolen er stadig det samme. Øvelserne kan varieres og forbedres, men den pædagogiske linie består. Vi op­fordrer til, at svømmeinstruktørerne deltager i kurser, hvor de kan videreuddanne sig. Det er på kurser blandt kollegaer, der gives og modtages ny inspiration. 

Svømmeskolen består af 9 opgaver, der hver har 10 øvelser. Der er en kort introduk­tion til hver af de 9 opgaver og en vejledning til alle 90 øvelser. 

De to første opgaver er ”Søhest og føl” og ”Musen og muslingen”. Disse to opgaver er udformet til børn der går på familiehold, øvelserne er beregnet på, at de skal tages uden bælte, da der er hjælper /forælder i vandet til at støtte børnene. 

De to næste prøver er ”Søløven” og ”Havfruen og havmanden”. De er udformet til børn der begynder på børnehold/ undervisningshold, børnene er her ofte 7-9 år. Målet med disse to prøver er, at børnene bliver glade for vandet samt at de tør have øjnene åbne under vandet. Vi har, måtte acceptere, at det er nødvendig for børnene at have hjælpemidler på til disse to prøver. Det skyldes at Maglegårdsbadet er så dybt at mange af børnene ikke kan bunde. I princippet lærer disse børn ikke mere ende hvad børnene kan på familieholdene, hvor de også kan have øjnene åbne under vandet, børnene på disse hold er bare større og kan derfor glide bedre gennem vandet. De to næste prøver er ”Anden” og ”Delfinen” prøver, hvor vi begynder at bevæge os  

frem i vandet, men der er stadig stor vægt på, at børnene oplever undervisningen som leg og sjove oplevelser. ”Anden” er prøven, hvor vi benytter svømmefødder samtidig med at vi smider bælterne. Nu kommer der fremdrift i børnene, og i ”Delfinen” bliver det til rigtig svømning. Nu er børnene så gode, at der er mulighed for at svømme meter­svøm­ning. Der er mange mærker, begyndende fra 25 meter og sluttende, når børnene ikke gider mere. Mærkerne er et udmærket supplement til svømmeskolen og kan som svøm­meskolens diplomer anvendes som motivation for børnene. 

”Frøen” er brystsvømningsprøven. Vi har valgt at samle brystsvømning i én prøve for at sikre, at børnene ikke bliver stoppet i diplomudviklingen, ”bare” fordi de ikke kan få bøjet begge fødder i brystsvømningen. Diplomet til brystsvømning kan inddrages på det niveau, som instruktøren finder rigtig. Vi vil dog anbefale, at denne øvelse tages ind, når svømmerne har en stor tryghed ved vandet og er dygtige motorisk. 

”Laksen” og ”Hajen” er de to sidste prøver som bringer børnene frem til at blive habile svømmere. I nogle situationer vil det ikke være passende at udlevere diplomerne til de to sidste prøver, men det er op til instruktøren at vurdere.  

De 9 opgaver må ikke opfattes som eksamener. Vi opfordrer ikke til, at der skal laves diplom dage. Diplomerne er med til at overskueliggøre, hvor langt svømmeren er nået i sin svømmeudvikling. For svømmerne er diplomet et motiverende delmål, diplo­met tages med hjem, og vises frem for forældrene. Forældrene får et indblik i barnets svømmemæssige niveau.

For instruktøren er diplomet en markering af, at de næste elementer kan inddrages i undervisningen. 

Diplomerne uddeles, når eleven kan udføre alle de 10 øvelser/ opgaver, der er i diplomet. Det er ideen, at alle 10 øvelser skal bemestres, før diplomet udleveres. Det er med den baggrund, at vi har udviklet et specielt diplom ”Frøen” til brystsvømning. Hvis bryst­svømningen havde været en integreret del af de øvrige diplomer, ville der være elever, der ikke kunne udføre alle øvelser i et diplom, og dermed være forhindret i at få diplomet, selvom de er dygtige svømmere.  

Med disse ord byder vi velkommen til vores svømmeskole.  

God arbejdslyst
Marianne Ellebæk, Casper Andersen, Maria Andersen og Jens Winther.

Sponsorer