Udskriv siden

Roskilde Svømning udsteder realkompetencebeviser

Svømmeinstruktørerne i Roskilde Svømning kan nu få vurderet evnerne til gavn for den videre jobsøgning. Samtidig opprioriterer svømmeklubben undervisningen.

Går du med en indre drøm i maven om at blive svømmeinstruktør og med et ønske om senere at få evnerne dokumenteret på et stykke papir, så har du nu chancen.
Roskilde Svømning udsteder nu realkompetencebeviser til klubbens instruktører. Her kan den enkelte instruktør få vurderet sine forskellige kompetencer. Beviset er samtidig nyttigt, da det kan vedlægges CVét i en jobsøgningssituation.
Og at svømmeinstruktørtjansen og realkompetencebeviset er noget, der er brugbart, er 15-årige Helena Sørensen ikke i tvivl om. Hun har som den første i Roskilde Svømning modtaget beviset.

Instruktørtjans giver kompetencer
”Jeg har som hjælpeinstruktør arbejdet med begynderbørn i svømmehallen. Samtidig har jeg også arbejdet med mig selv – jeg har jo sæsonen igennem lært at formidle svømning, forstå svømmerne og omsætte øvelser til leg. Beviset har også gjort det tydeligt for mig, hvad man egentlig også får ud af at undervise i svømning. Man får nogle kompetencer, som man kan bruge i andre sammenhænge. Nu har klubben givet mig et bevis, som jeg kan tage med mig, når jeg skal videre i min uddannelse og job senere hen. Og det er jeg glad for”, siger Helena Sørensen, som er på vej til nogle års ophold i Spanien. Her håber hun at få kontakt til en spansk svømmeklub – både for at svømme selv, men også for at hjælpe til med undervisning af spanske svømmere

Fokus på ambassadørerne
Roskilde Svømning vil samtidig med det nye tiltag opprioritere undervisningen. ”Vi sætter svømningen og undervisningen i højsædet. Derfor er vores instruktører også klubbens vigtigste ressource. Deres kompetencer er vores kompetencer. Som instruktør er der nogle kurser, som man skal tage,” siger Eline Andersen, som er klubbens talentspejder og understreger samtidigt, at for at blive svømmeinstruktør i klubben er det vigtigt, at man synes jobbet er spændende. ”Det er vigtigt at man som svømmeinstruktør lærer at give svømmeglæden videre, så børnene lære at gebærde sig i vandet. Som instruktør er man klubbens ambassadør. De hjælper klubben. Med det nye redskab vil vi jo også gerne lægge navn til, når de unge skal videre i uddannelsesforløbet, for på den måde at hjælpe dem videre,” siger klubbens talentspejder Eline Andersen om det nye web-baserede redskab, hvor man helt præcist kan få vurderet sine sociale-, kreative-, kommunikative-, organisatoriske- og selvledelsesmæssige kompetencer. Selve vurderingen af den enkelte instruktørs kompetencer sker i et samarbejde mellem instruktør og enten talentspejder Eline Andersen eller svømmeskolens leder, Jens Winther.

Roskilde Svømnings formand, Piet Grønlund håber med det nye initiativ at få endnu flere unge til at interessere sig for instruktørtjansen. ”Sådan et bevis kan være med til at skabe mere engagement hos de unge, når de nu ved, at de har mulighed for at få de kompetencer, som de har tilegnet sig ved det frivillige arbejde, nedfældet på et bevis. Desuden kan kompetencerne, som instruktørerne opnår, jo bruges i mange andre sammenhænge senere i livet. Så på den måde håber vi, at realkompetencebeviset og instruktørgerningen kan blive en tiltrækningskraft for andre håbefulde unge fra de omkringliggende byer”.

Sponsorer