Dansk årgangsmesterskab til Roskilde Svømning
Af: Morten Lyebalk
Der blev leveret ganske flotte svømmepræstationer af Roskilde-svømmerne i Kildeskovshallen i Gentofte henover weekenden (18.-20. juni), da der blev afholdt danske årgangsmesterskaber. Og på imponerende vis lykkedes det for Roskilde Svømning at få en dansk årgangsmester med hjem.
Det var Morten Børre Petersen, årgang 1996, der i 100 meter rygcrawl søndag eftermiddag gav samtlige konkurrenter baghjul. ”Det var meget godt”, lød det beskedent fra den yderst talentfulde, unge mand ovenpå pragtpræstationen. Morten Børre Petersen regnede inden løbet med gode medaljechancer, og havde valgt at ’give den gas’ på de første 50 meter – og så håbe på at kunne holde farten på de sidste 50 meter. Og det lykkedes til fulde! Med tiden 1.03,33 minut blev det til en ganske stor PR. Således barberede han hele 2,11 sekunder af sin tidligere rekord, og henviste derved Thomas Knudsen fra Holstebro til andenpladsen, 34 hundrededele af et sekund efter. Tredjepladsen på distancen gik til Nikolaj Østergård, VAT. Flot gået, Morten!
Mange flotte Roskilde-præstationer
I det hele taget blev varen stort set leveret over hele Roskilde-linjen hos de otte svømmere, der havde kvalificeret sig til stævnet. Da stævnet begyndte fredag eftermiddag var Patrick Rasmussen ( årgang 97) og Morten Børre i aktion i 400 meter fri. Patrick, der gennem et pænt stykke tid har måttet døje med en lyskeskade, hentede god erfaring og opnåede tiden 5.27,99 minutter (nr. 35), mens Morten Børre kom i mål på 4.30 minutter ligeud, hvilket rakte til en 10.plads (og PR med 7 sekunder).
Lørdag formiddag var Yannick Rasmussen sat til at svømme 400 meter fri samt 400 meter medley, men på grund af ømhed i skulderen valgte et unge håb, efter samråd med Roskilde Svømnings trænerstab, at trække sig på disse halvlange distancer. Til gengæld stillede Yannick Rasmussen op i 100 meter brystsvømning, og opnåede her tiden 1.15,96 minut, hvilket gav en fornem 6.plads. Også Oliver Hjeresen var kvalificeret i 100 meter brystsvømning for årgang 1995 og med 1.18,28 minut blev det til en flot 10.plads.
Morten Børre, der i alt havde kvalificeret sig til 7 starter, var med i 100 meter medley, hvor han opnåede tiden 1.07,96 (8.plads) samt i 200 meter rygcrawl, hvor han med tiden 2.19,77 minutter kun var sølle 3/10 af et sekund fra medaljeskamlen. Men som bekendt tog det unge håb revanche senere.
På pigesiden havde Nanna Johansen (96) kvalificeret sig i 200 meter rygcrawl, og her blev det til en 13.plads i tiden 2.39,51 minutter, hvilket var såvel klubrekord for årgangssvømmere og for juniorer. Flot svømmet af, Nanna! Mette Sannerud (97) var med i 100 meter brystsvømning og klarede paragrafferne i tiden 1.28,71 minut (16.plads).
Lørdag eftermiddag var Mette Sannerud i aktion i 100 meter butterfly og opnåede tiden 1.20,69 minut (24. plads). Morten Børre tørnede her ud på sprinterdistancen 50 meter fri og opnåede tiden 27,45 sekunder (15.plads), mens Yannick Rasmussen i 200 medley svømmede på 2.27,20 minutter (16).
Søndag gav, udover det fornemme danske mesterskab til Roskilde Svømning, debut i vandet til Morten Voigt Larsen (95), der var med i 100 meter fri og opnåede tiden 1.00,64 minut (29.plads). Også Christian Halby var her i vandet, og opnåede med tiden 1.09,29 minut en 22.plads i sin årgang. Dagens anden toppræstation stod Yannick Rasmussen for, da han i 200 meter brystsvømning med tiden 2.46,94 minutter (7) satte ny klubrekord for årgangssvømmere. Øvrige Roskilde-tider og placeringer (i parentes) denne søndag formiddag var:
Mette Sannerud, 200 meter brystsvømning – 3.09,13 minutter(11)
Oliver Hjeresen, 200 meter brystsvømning – 2.52,93 minutter(15)
Morten Børre Petersen, 100 meter fri – 58,71 sekunder (9) samt 200 meter medley – 2.25,18 minutter(8)
Søndag eftermiddag opnåede Roskilde Svømning følgende placeringer:
Mette Sannerud, 200 meter butterfly – 3.11,07 minutter (14)
Oliver Hjeresen, 400 meter medley – 5.31,05 minutter (17)
Yannick Rasmussen, 100 meter fri – 58,94 sekunder (18)
Stolt og glad, afgående træner
Ovenpå de mange, flotte Roskilde-tider og præstationer var det da også en fornøjet cheftræner, der gjorde status for stævnet. ”De svømmede alle sammen meget godt. Og så er det dejligt, at det er lykkedes at få en dansk årgangsmester. Det viser jo også de unge, at det virkelig kan lade sig gøre at nå langt, hvis bare man klør på og altid giver den en skalle. Det er en vigtig viden, som svømmerne kan tage med sig fra stævnet”, sagde Örn Arnason, der ved samme lejlighed takkede af som cheftræner ved et stævne for Roskilde Svømning. Fra sæsonstarten 2010/11 tager ukrainske Vitalik Gaponov, der senest har fungeret som træner i henholdsvis Sverige og Norge, over. For snart forhenværende cheftræner Örn Arnason står den på sommerferie, inden han begynder et job som talentudvikler i Køge Svømmeklub i august – foreløbig for en 2-årig periode. ”Det har gået meget godt her i sæsonen – faktisk meget bedre end lige umiddelbart forventet, synes jeg. Der er sket meget, og svømmerne i Roskilde Svømning er gået meget frem. Så de har leveret varen,” siger Örn Arnason, der samtidig takker for et rigtig godt år i klubben, hvor ’han har mødt en masse dejlige og flinke mennesker’. Fra Roskilde Svømning skal der her lyde et: I lige måde, tak for din store indsats i det forgangne år – og god vind i svømmehallerne rundt omkring fremover. Cheftræner Örn, der har sidste træningsdag i klubben i denne uge, holder dog en dør åben for et eventuelt comeback i klubben ved en senere lejlighed. ”Man skal aldrig sige aldrig. Man kan jo ikke se ind i en krystalkugle for fremtiden, og vide hvad der sker,” slutter islandske Arnason.
Vikinge Svøm Roskilde slutter sæsonen af
Selvom årgangsmesterskaberne var sidste bassin-stævne for Roskilde-svømmerne, så slutter sæsonen først rigtigt af søndag den 27.juni. Her afholder Roskilde Svømning i samarbejde med Dansk Svømme Union åbent vand-arrangementet ’Viking Svøm Roskilde’ i tidsrummet 10-13. Svømmeruten er i lighed med sidste år fra Vigen Strandpark til Roskilde Havn (tæt ved vikingeskibsmuseet) – 2,5 km. Man kan tilmelde sig på dagen - før de to heat skydes i gang kl.10.
23.06.2010