Svømmestævne med frugtbart samarbejde
Af: Jens Ellebæk
DUKA svømmestævnet i Maglegårdsbadet blev en stor succes på trods af, at tilslutningen af deltagere op til stævnet havde haltet en smule.
Med en lang række eftertilmeldinger nåede deltagerantallet alligevel at runde 70 stk. unge svømmere, født 1995 eller yngre. Og det var ikke kun tilslutningen af svømmere til DUKA-stævnet, der gav formanden for Roskilde Svømning, Piet Grønlund, julelys i øjnene. Stævnet var nemlig blevet til i samarbejde med en anden lokal svømmeklub, Neptun Svømmeklub, der stillede med 21 svømmere til start ved stævnet. Derudover bidrog klubben med frugt til stævnet. Så der var rig mulighed for de mange svømmere og officials til at få et sundt input i form af æbler, pærer og appelsiner. Roskilde Svømning stillede til gengæld med officials.
Samarbejde
På den måde var stævnet et fornemt og frugtbart samarbejde mellem de to svømmeklubber, Roskilde Svømning og Neptun Svømmeklub.
”Det lover godt for et eventuelt fremtidigt samarbejde med Neptun Svømmeklub. Det er fint, at hver klub kan bidrage med hver deres kompetencer og forcer, og jeg håber at vi fremover kan få et tættere samarbejde på mange områder. Eksempelvis med henblik på at få flere stævner for svømmerne i svømmeskolen, altså svømmestævner for de svømmere som ikke til daglig er på konkurrenceholdene,” pointerer Piet Grønlund. Sanne Skov, svømmekonsulent og instruktør i Neptun Svømmeklub, er helt enig. ”Det vil absolut være fint med samarbejde omkring fremtidige aktiviteter.”
Mere vand
Ved stævnet var der såvel livlig aktivitet i bassinet som på land, hvor mere end 100 forældre og bedsteforældre var mødt op for at følge ’søslaget’. Der blev heppet, klappet og fotograferet flittigt fra tilskuerpladserne, mens officials sørgede for at stævnet forløb, som det skulle. ”Når man ser den opbakning, der er til sådan et stævne fra såvel svømmere, forældre, ledere og officials – så har vi simpelthen brug for mere vand, så Roskilde på sigt kan komme i toppen af svømmeligaen igen,” lød det fra Piet Grønlund.
De mange svømmere deltog i flere heats. Efterfølgende kunne de synligt stolte svømmere modtage diplom og et DUKA-svømmemærke, som Roskilde Svømning havde sponseret. I alt var der 48 løb. Vinderne af de 48 løb kvalificerede sig til kredsfinalen, som afvikles på en endnu ikke fastlagt dag i april måned. I kredsfinalen skal de så kæmpe om at få adgang til landsfinalen, som afvikles i Holstebro den 6-7.juni.
15.02.2009