Udskriv siden

Roskilde Svømning nr. 5 i Danmark Svøm Langt 2009

Af: Morten Lyebalk

Søndag den 4.oktober deltog Roskilde Svømning for 29.gang i breddesvømmestævnet, Danmark Svøm Langt. 168 svømmere mødte op for at hjælpe Roskilde Svømning til et godt resultat. Med hele 383 svømmede kilometer opnåede Roskilde Svømning en fornem 5.plads i kategorien 'flest svømmede meter'.

Der blev svinget arme og ben, så det sprøjtede med vand til alle sider, da der søndag blev afholdt Danmark Svøm Langt i Maglegårdsbadet. Danmark Svøm Langt, som er et breddesvømmestævne, der hvert år afholdes på landsplan, blev i år afviklet med deltagelse af 168 svømmere i Roskilde. Såvel store og små som unge og ældre var repræsenteret i bestræbelserne på at hjælpe Roskilde Svømning til et godt resultat i Danmark Svøm Langt, som var arrangeret af Dansk Svømme Union i samarbejde med Halinspektørforeningen.

De 168 svømmere, samt en stor mængde frivillige banetællere, mødte op mellem kl. 10.00-16.00 og resultatet var til at få øje på: I alt blev der svømmet 383.425 meter, hvilket gav en fornem 5.plads i kategorien ’flest svømmede meter’ til Roskilde Svømning blandt de i alt 41 deltagende klubber.

Deltagere i alle aldre

Blandt deltagerne i Maglegårdsbadet var fire 13-årige veninder fra 7.a. på Østervangsskolen. Dicte Træden, Laura Lohff, Nanna Johansen sprang i vandet, mens Ditte Bahl agerede banetæller. ”Egentligt er det lidt kedeligt at tælle, men det er jo dejligt at være sammen med veninderne. Næste år springer jeg nok i”, lød det fra banetæller Ditte Bahl. De tre svømmende veninder nåede tilsammen knap 10 km. Lidt mindre end sidste år. ”Det er et rigtig godt stævne, men det kunne være fedt, hvis der var musik, mens man svømmede. Noget Michael Jackson-musik havde været godt, for han var genial”, lød det med et smil fra veninderne.

Også familien Kobberø havde fundet tid til en tur i svømmehallen. Far Jeppe havde taget sønnen Arthur på 8 år og datteren Selma på 5 år med. Tilsammen blev det 3 x 8oo meter for familien.

”Næste år tager vi måske nogle veninder med til stævnet”, sagde 5-årige Selma, som syntes det havde været sjovt.

5-årige Marcus Rau var i svømmehallen med sin mor. Marcus nåede at svømme 400 meter, så det var en træt 5-årig, der sad på skødet af mor. ”Det har været sjovt. Især det med at springe ned i vandet”, sagde 5-årige Marcus.

Stigende deltagerantal

De svømmere, der sprang i vandet i Maglegårdsbadet denne søndag, svømmede i gennemsnit 2,282 km. Længst svømmede 56-årige Carsten Hansen, der spang i vandet 10.10 og stod op af vandet 15.45. På de mere end 5 timers svømning nåede Carsten Hansen at tilbagelægge 10,550 km. De i alt 168 deltagere svarede til beskedne 0,24 procent af Roskildes indbyggere, hvilket gav Roskilde en 36.plads i kategorien flest deltagere i forhold til indbyggertal’. De 168 gav imidlertid en 7.plads i kategorien ’flest deltagere i vandet’.

Femtepladsen til Roskilde Svømning i kategorien ’flest svømmede meter’ betød at sidste års 4.plads blev ’konverteret’ til en enkelt placering dårligere. Alligevel var det en yderst tilfreds Piet Grønlund Nielsen, formand for Roskilde Svømning, som efterfølgende kunne gøre status. ”Godt nok, nåede vi ikke sidste års resultat. Men i den sammenhæng skal det også nævnes, at det var frivilligt for vore konkurrencesvømmere at stille op, da det jo er et breddearrangement. Alligevel opnåede stævnet endnu engang et stigende antal deltagere, hvilket kun kan ses som et udtryk for en øget interesse hos folk for at svømme og for at få sig en god oplevelse”. Danmark Svøm Langt havde landet over deltagelse af i alt 4717 svømmere, som tilbagelagde i alt 8630,650 km. Danmark Svøm Langt vender tilbage igen næste år, søndag den 3.oktober.

10.10.2009

Sponsorer