Babysvømning
Hvor heldig kan man være ?!
I september 2004 gik en gammel drøm i opfyldelse for mig !
Efter et utroligt givende, spændende og ikke mindst dygtiggørende kursus i babysvømning - samt naturligvis efter relevant førstehjælpskursus og bassinprøve - startede jeg som ny instruktør i babysvømning på mandagsholdene, som holder til på Bernadottegården.
Jeg har mere end fuldtidsarbejde ved siden af svømningen, men jeg glæder mig hver gang til timerne i svømmehallen sammen med en masse dejlige unger og deres forældre.
Inden jeg startede fik jeg gode råd og vejledning fra tidligere instruktører og afløsere. En af disse sagde til mig, at der sådan set kun var et problem ved at undervise i babysvømning og det var, at man fik så ondt i kinderne !?!
Hun havde ret! Man kan simpelthen ikke andet end at smile og være glad hele tiden, når man er i et så livsbekræftende selskab.
Undervisningen af de små pus har – trods det, at det hedder ”babysvømning” - ikke til formål at lærer dem at svømme.
Det alt overvejende formål er at gøre spæd – og småbørn i alderen fra 8 uger og op til 3 år fortrolige og glade for vand.
Børnene lærer at føle sig trygge over og under vandoverfladen, men også at have respekt for vandet. Sammen med denne udvikling kommer forælderens vished om barnets selvstændige evner. Børnenes sanser og motorik stimuleres og dermed deres evne til at opleve og bevæge sig.
Det er vigtigt, at man lader børnene bevæge sig så frit i vandet som muligt og i øvrigt lade det enkelte barns udtryk for glæde, nysgerrighed og trang til pauser være vejledende for, hvor hurtigt man går frem.
De formulerede mål for babysvømningen i Roskilde Svømning er:
- Samvær og kærlighed i en rar og tryg atmosfære.
Hygge sig i vandet og blive fortrolig med det våde element så barnet lærer at reagere hensigtsmæssigt i vandet med henblik på selvredning.
Lege og øvelser der gør barnet fortroligt med vandet.
Og sidst men ikke mindst er det vigtigt, at ALLE føler ansvar for og hjælper med til at ALLE befinder sig godt i svømmehallen – så ALLE kan glæde sig til næste gang vi ses J
Elsebeth Winther
- Babyinstruktør